Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, typisk ikke så lang tid efter at man er fyldt 50 år, hvor man er nødt til at gøre op med sig selv, om man vil være nysgerrig eller tro, man har regnet det hele ud og ved alt allerede. Om man hver dag vil prøve at forstå noget nyt og aflære noget af det, man tror, man ved. Om man tror, man kan lære noget af de næste generationer.
Jeg har bestemt mig. Jeg vil forsøge at bevare min nysgerrighed, prøve at udvikle mig og gøre mit bedste for at følge med i, hvad der syder og bobler i generationerne efter min egen – med et håb om ikke at gå i stå. Og med nysgerrigheden følger forhåbentlig tvivlen, pragmatismen, tilgivelsen af andre og en selv.
Det gælder i alle mulige hjørner af livet – satser jeg på – men det gælder især de spørgsmål, der vedrører ligestilling, feminisme og kønsopfattelser, fordi det er temaer, der har været tydelige i min tilværelse, og fordi det er emner, der netop i disse år fylder ekstra meget.
Jeg har været feminist, siden jeg var 12 år. Da jeg var barn i Ishøj, havde jeg et tæt forhold til min stærke, kloge mor, Grete, så, hvor hårdt hun arbejdede, og hvor mange små urimeligheder hendes skilsmisse bød hende, og jeg har altid været tæt med min seks år ældre storesøster, Hanne, der tidligt blev optaget af 1970’ernes paroler om kvindekamp.
Jeg sad inde under bordet og sneg mig til at lytte med, når Hanne og hendes gymnasieveninder diskuterede ligestilling og hørte plader med Shit & Chanel. Jeg kan stadig teksterne. Jeg læste Suzanne Brøgger, Herdis Møllehave og Erica Jong, før jeg fattede, hvad bøgerne handlede om. Feminisme hang i luften, det var noget, jeg indåndede. Det blev tidligt en del af mit verdensbillede, og jeg tror, det har været med til at give mig styrke i mit senere liv, i forhold til mænd, i forhold til andre kvinder og i politik.
