Det er utrolig vanskeligt – hvis da ikke decideret umuligt – at kapere den milevide forskel, der er på det Frankrig, danske turister kender fra de fornemme, hyggelige og mondæne kvarterer i Paris, og så det langt mere skyggefulde og forarmede Frankrig, man finder blot ti minutter uden for metropolens centrum i de berygtede nordøstlige forstæder. Så før vi begiver os helt ud i provinsen, vil jeg gerne invitere på en lille guidet tur til Sevran og Clichy-sous-Bois. To af de fattigste franske kommuner, der ligger få stop fra Gare du Nord, og som alle turister kører forbi på deres vej fra Charles de Gaulle-lufthavnen. Byerne er så anderledes, at man i visse kvarterer har svært ved at tro, at man stadig befinder sig i Frankrig, og de parisiske aviser skriver da også temmelig konsekvent »fra vor udsendte medarbejder«, når de bringer reportager herfra, som om deres journalister færdedes i et fremmed og farefyldt land.
Grupper af unge mænd sidder på deres knallerter på parkeringspladserne foran de nedslidte boligkomplekser, og diskantklingende fransk hiphop knitrer fra deres mobiltelefoner, mens de stirrer tomt ud i luften. Omkring dem knejser de ørkesløse betontårne med de karakteristiske paraboler – der overalt i landet er de fattigste kvarterers sikreste vartegn, mange af dem nu blot som et udtjent minde om den epoke, før internettet, da de sikrede en lind strøm af satellitunderholdning og -nyheder fra le bled, den nordafrikanske hjemstavn.
De afpillede pastelfarver, som bygherrerne i sin tid har forsøgt at peppe de golde facader op med, kan ikke skjule det sociale drama, der udspiller sig bag bygningernes mure. Ifølge de officielle tal fra Frankrigs statistiske bureau INSEE lever over 28 procent af indbyggerne under den officielle fattigdomsgrænse, ligesom arbejdsløsheden i nogle af de hårdest belastede kvarterer når op på over 40 procent.
