Flueben

Nogle af mine første erindringer om frydefuld sang stammer fra et grønt håndklæde placeret på stangen af min fars sorte herrecykel. Her sad jeg som lille pige og nød solflimmeret på skovstien og lyden af grus under min fars cykeldæk. Med sommervinden buldrende for ørerne susede vi igennem Charlottenlund Skov. Min far fløjtede melodien til I skovens dybe, stille ro med mange funky finesser og trillefløjt, akkurat som Roger Whittaker, og det er der ikke mange, der mestrer.

Senere i mit liv er sangen oftest dukket op ved begravelser. Det må være noget med, at i skovens dunkle hal kan man søge trøst, og der er plads til eftertænksomhed og ro, men for mig vil den sang altid være en hyldest til den danske skov en lun sommerdag på stangen af min fars cykel.

Det var en ganske almindelig februar morgen. Min far tog sit sidste åndedrag som et kæmpe lokomotiv, der med voldsom kraft tørnede ind på den sidste station og standsede med et stort suk. Solen havde banket igennem gardinerne på hospitalsstuen. Meget, meget gult. Meget kommunalt. Og bagefter var der stadig mennesker, som skulle ud at have et glas saft på gangen.

Få timer forinden havde sygeplejersken diskret trukket mig ud i baljerummet, kigget mig dybt i øjnene og sagt, ”Du skal vide, at din far snart dør. Jeg har ringet efter dine søskende.”

08-10-2020
ISBN 9788793982109
138 x 201 mm
220 sider
281 g
Omslag: Alette Bertelsen
Sats: Kathinka Fennestad