Lidt længere henne ad perronen stod en politimand med sin Kalasjnikov over skulderen. En granvoksen mand. Han havde øjenkontakt med sin datter inde i toget. Det var koldt ude og varmt inde i toget. Der drev fugt ned ad indersiden af ruden. Den lille pige tegnede et hjerte med fingeren på det duggede glas. Hun vinkede ivrigt til sin far. Han vinkede tilbage og begyndte at græde. Jeg tog et billede med min kameratelefon af far og datter, adskilte.
Det var hjerteskærende. Jeg tænkte på lignende barske scener fra så mange andre krige. Afsked, familier, der blev revet fra hinanden, soldater, som sagde farvel til deres kære. Det gav mig en følelse af at se historien gentage sig. En genopførelse af de flugtscener fra fyldte banegårde og fyldte tog, jeg har fået genfortalt fra Anden Verdenskrig. Det med egne øjne at se, at krigen var vendt tilbage til de lande, som min kollega Ulla Terkelsen har fortalt mig, at den amerikanske historiker Timothy Snyder i en bog af samme navn kalder for The Bloodlands, området mellem Tyskland og Rusland, hvor blodet tilsyneladende aldrig vil holde op med at flyde.
Jeg prøvede at forestille mig, hvordan Vladimir Putin ville reagere, hvis han stod ved siden af mig på den her banegård i Kyiv, hvis han så, hvad jeg så, i bare ti minutter. Skulder ved skulder. Om det ville vække følelser i ham. Om det kunne få ham til at overveje, om det var den rigtige beslutning, han traf, da han satte invasionen af sit naboland i gang. Jeg håbede det.
Simon løb efter en mand, der styrede ned ad perronen langs toget med sin kone og sin datter tæt på sig. Moderen og barnet sprang ind i toget, og han nåede at give sin kone et hurtigt, men intenst kys. De fik lige akkurat sagt farvel. Manden gik derfra med tårer i øjnene.
